Video : Tipsbladet
Superliga

Dyr dreng: Hany Mukhtar med høj frikøbsklausul

Hvis Brøndbys tyske stjerne Hany Mukhtar skal købes fri af sin kontrakt med klubben, kommer det til at koste mange millioner.

Tilbage i april 2017 aktiverede Brøndby Hany Mukhtars frikøbsklausul på angiveligt 10 mio. kr. og gjorde ham til en permanent Brøndby-dreng efter en sæson på leje på Vestegnen.

Mukhtar har kun fortsat sin udvikling, og han var med sine gode præstationer en yderst vigtig faktor til Brøndbys succes i sidste sæson. Og en så vigtig spiller koster, det kan BT nu erfare.

Ifølge BTs oplysninger har Mukhtar en frikøbsklausul på mellem 65 og 70 mio. kr., så bejlende klubber må altså op med den, af danske dimensioner, helt store pengepung, hvis de vil have fingrene i Brøndbys tyske tekniker.

Hany Mukhtar lavede i sidste sæson 9 mål og 9 assists i 26 Superliga-kampe. Han har kontrakt med Brøndby IF til sommeren 2021.