Video : Tipsbladet
Premier League

Mourinho skyder Pogba-rygterne ned: Har aldrig været mere tilfreds

José Mourinho afviser, at han på noget som helst tidspunkt skulle have været i heftige skænderier med den franske stjerne Paul Pogba.

Selvom det engelske transfervindue smækkede i for over en uge siden, svirrer det stadig med rygter om et muligt Paul Pogba-exit i Manchester United i de engelske aviser. 

Paul Pogba skulle angiveligt være rasende over, at han ikke fik lov til at skifte til FC Barcelona denne sommer - både på sin agent Mino Raiola og på manager José Mourinho, som han skulle haft et kæmpe skænderi med forleden.

Alt i alt skulle José Mourinhos forhold til Paul Pogba aldrig have været ringere, men det går Manchester United-manageren nu selv ud og afviser. Faktisk har det aldrig været bedre, fortæller han: 

- Jeg har aldrig været gladere for Pogba. Sandheden er, at vi har arbejdet sammen i to år og et par uger nu, og jeg har aldrig været så tilfreds med ham, som jeg er nu. Det er sandheden. Jeg kan simpelthen ikke forlange mere fra ham. Han kom her i sidste mandags, trænede i tre dage, og jeg bad ham om hjælp til en vigtig kamp for os, da vi havde problemer med holdet.

- Han hjalp, og han gjorde det fremragende - i flere minutter, end vi kunne forlange af ham. Han siger bagefter, at han gør det for fansene og holdet, og det er præcis det, jeg vil se. Han giver mig alt det, som jeg forlanger af mine spillere. Han arbejder hårdt, spiller godt, og han gøre det for fansene og holdet. Jeg vil gerne have, at han spiller, og at han spiller godt. 

- Men jeg bliver nødt til at sige noget. Skriv, hvad du vil om ham, skriv, hvad du vil om mig, men vær venlig at lade være med at fortælle løgne. Stop med at sætte ham i en situation, hvor folk får en idé om, at han ikke er en høflig, ung mand, hvilket han er. Han er en god fyr, og han har aldrig været oppe at skændes med mig. Vi har aldrig haft en fjendtlig udveklsing af ord, fortæller José Mourinho på dagens pressekonference forud for weekendens kamp mod Brighton.

Den portugisiske manager tilføjer desuden, at Paul Pogba igen kommer til at starte inde, og at han igen vil komme til at gøre det som Manchester United-anfører.