Video : Tipsbladet
Superliga

Sen Esbjerg-scoring nedlagde Brøndby

Brøndby tabte til aften med 0-1 hjemme mod Esbjerg på hjemmebane på et sent mål af indskiftede Yakovenko.

Esbjerg fik en hårdt tilkæmpet sejr med hjem fra Vestegnen, da de formåede at slå Brøndby ude med 0-1 efter en sen scoring.

Som forventet satte Brøndby sig på boldbesiddelsen fra kampens start, men desværre for dem evnede de ikke at skabe de store chancer.

Alligevel var topscorer Kamil Wilczek tæt på at bringe hjemmeholdet foran otte minutter inde i opgøret, da han trykkede fint af fra distancen, men stolpen stod i vejen.

Ellers var det gæsterne fra Esbjerg, der virkede farligst i omstillingerne blandt andet takket være mange Brøndby-fejl. Især den ghanesiske kantspiller Emmanuel Oti udviste stor energi.

Efter 15 minutters spil slap han fri i feltet, hvor han faldt til jorden, men dommeren vurderede, at det var film, og Oti fik et gult kort.

Selvsamme Oti fik lidt over halvvejs igennem første halvleg kampens største chance. Alene igennem rundede han målmand Marvin Schwäbe, som til sidst kom ned og fik pareret til hjørnespark.

Kampbilledet ændrede sig ikke efter pausen, hvor Brøndby sad på spillet, men hvor mange opspilsfejl stod i vejen for at hjemmeholdet skabte store chancer.

Halvlegens første chance faldt til Esbjergs Jeppe Brinch, men desværre afsluttede forsvarsspilleren skidt.

I stedet var det Brøndby anfører Johan Larsson, som fik en kæmpe chance, da han pludselig stod fri ved pletten, men afslutning røg langt over Jeppe Højbjergs mål.

Mod slutningen virkede Esbjerg-spillerne trætte, men endnu en Brøndby-fejl skabte efter 85 minutter plads i Esbjergs højre side, og et fladt indlæg mellem målmand og forsvar blev opsnappet af indskiftede Yuri Yakovenko, som modigt kastede sig frem og scorede til 0-1.

Få minutter senere headede Wilczek mod det fjerne hjørne, men Markus Halsti fik afværget ved at heade på egen overligger.

Mere blev det ikke til, og derfor kan esbjerggenserne rejse hjem med en flot sejr.

Med sejren rykker Esbjerg op på 8. pladsen, mens Brøndby misser vigtige point i topkampen.