Sviatchenko er i truppen efter skade: Det er stadig lidt tidligt
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Europa League

Sviatchenko er i truppen efter skade: Det er stadig lidt tidligt

Den dygtige midterforsvarer har siddet ude tre ugers tid med en skade, men nu er han så småt ved at være tilbage.

Der venter FC Midtjylland en særdeles spændende kamp, når de danske mestre de to næste torsdage møder Malmö FF.

Her skal Jess Thorups mandskab forsøge at vinde samlet og dermed sikre sig deltagelse i Europa League-gruppespillet.

Klubben har udtaget truppen til opgøret, og her er den dygtige forsvarsspiller Erik Sviatchenko med igen, efter han ellers har siddet ude tre ugers tid med en skade, som han fik i Champions League-kvalifikationen mod Astana.

Men selv om han er tilbage i truppen til opgøret mod svenske Malmö FF, og det går bedre med skaden, er det ikke sikkert, han kommer i aktion.

- Det er stadig lidt tidligt, men jeg håber selvfølgelig at kunne spille. Og ellers ved jeg, at der er mange andre, der er klar og kan spille en så vigtig kamp, siger Erik Sviatchenko til Herning Folkeblad.

Erik Sviatchenko rejser med til Sverige, men der er nok ingen grund til at satse med den skade, for der venter et returopgør om en uge, og der er ligeledes masser af Superliga-kampe.

Udover den tidligere landsholdsspiller har FCM Bubacarr Sanneh, Kian Hansen, Alexander Scholz, Zsolt Korcsmar og Rasmus Nicolaisen, der kan spille de tre centrale stopperpladser i FCM's 3-4-3 opstilling.

Der er kampstart 19.15 torsdag den 23. i Malmø.