Lyngby bekræfter bud på Hebo og Lumb: Ojo kan også smutte
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Lyngby bekræfter bud på Hebo og Lumb: Ojo kan også smutte

Lyngby-træner Mark Strudal bekræfter, at AC Horsens har budt på Michael Lumb, og at Vejle har budt på Mathias Hebo. Kim Ojo kan også forlade de kongeblå.

Der kan meget vel komme gang i svingdøren i Lyngby Boldklub, inden transfervinduet lukker klokken 23.59. To af klubbens bærende kræfter kan være på vej væk. Mathias Hebo Rasmussen og Michael Lumb kan have kurs mod adresser i Superligaen.

Det bekræfter Lyngby-træner Mark Strudal.

- AC Horsens har budt på Michael Lumb, og Vejle har afgivet et bud på Mathias Hebo. Så nu må vi se, hvor den lander. Der er kommet økonomisk ansvarlighed til Lyngby Boldklub, og vi ved godt, at en del af strategien også er at sælge spillere fra tid til anden. Jeg vil uden tvivl allerhelst beholde Hebo og Lumb, men jeg kender også de præmisser, der er i klubben, siger Mark Strudal til tipsbladet.dk.

Også angriberen Kim Ojo, der ikke har fået et eneste minut i denne sæson, kan være på vej væk fra Lyngby.

- Det kan sagtens tænkes. Allerede inden sæsonen var der en række spillere, det lå fast skulle videre, og det var blandt andre alle vores udenlandske spillere - delvist på grund af lønnen, men også andre ting. Kim hører jo til i den kategori, og i hans tilfæde er det mest bemærkelsesværdige måske, at han ikke var fortid allerede 31. juli, lyder det fra Mark Strudal.

Hvis Lyngby mister både Lumb, Hebo og Ojo, kan det åbne op for tilgange.

- Når man sælger en spiller, handler det altid om, hvorvidt man er i stand til at kompensere for tabet. Det gælder økonomisk, men også i forhold til, om man har en intern afløser. Hvis man tjener så få penge, at der ikke er økonomi til at hente noget, der er mindst lige så godt, er det jo en dårlig transfer, og det skal vi ikke ud i. Det er svært at sige, hvad der sker, men målet er selvfølgelig at have en stærk trup, der kan spille med i den sjove ende af tabellen, siger cheftræneren.

Mark Strudal lægger ikke skjul på, at transfertid bestemt ikke er hans yndlingstid på året.

- Det er en hård, utryg og turbulent tid. Der er også en uro hos spillerne; "kommer der nu en ny spiller på min position"? Det skaber et virvar og er en kæmpe belastning, fordi alt er så uforudsigeligt. Jeg tror, at alle trænere et eller andet sted er lykkelige, når transfervinduet lukker og man ved, hvilken trup man har at arbejde med.

De kommende timer kan Mark Strudal gå og vente på, om han skal tage afsked med nul, en to eller tre spillere.