Video : Tipsbladet
Landshold

Seertal: 624.000 så vikar-landsholdet mod Slovakiet

Landsholdkonflikten mellem DBU og de danske landsholdsspillere fik ikke de danske seere til at vende vikar-landsholdet ryggen.

Det var bizart og en kende tragikomisk, da et dansk landshold bestående af amatørspillere fra 2. division, Danmarksserien og futsal-landsholdet onsdag aften gik på banen i Trnava for at møde slovakiske stjerner som Marek Hamsik og Martin Skrtel i en international venskabskamp.

Det danske vikar-landshold kæmpede bravt og undgik en ydmygelse, da de "kun" tabte med 3-0 til Slovakiet, alt imens at den pinlige landsholdkonflikt mellem DBU og landsholdsspillerne kunne fortsætte bag kulisserne. 

Alligevel valgte en stor del af de danske seere at følge med, da John "Faxe" Jensens reservetropper gik på banen. Ifølge DR valgte 624.000 danskere at se kampen hjemme i stuen, og det er mere end de 300-500.000 seere, som landsholdets sædvanlige testkampe kan præstere. 

Faktisk svarer de 624.000 seere til, hvad der normalt er til en betydende kvalifikationskamp, men det er ikke vigtigt i denne sammenhæng, fastslår den administrerende direktør i Discovery Networks Danmark, der transmitterede kampen:

- Vi kan konstatere, at der har været stor interesse for at se kampen mellem Slovakiet og Danmark i går aftes. Selvom vi selvfølgelig er glade for, at seerne finder frem til landsholdet på Kanal 5, så er det isolerede seertal for kampen ikke det vigtige i den her sammenhæng, siger Christian Kemp til DR og tilføjer, at han fortsat er ærgerlig over, at man ikke har kunne vise det produkt, som de danske fodboldfans har betalt for.

Det danske herrelandshold skal i aktion igen på søndag, når Wales kommer på besøg i Århus til den første Nations League-kamp.

Her er det fortsat et åbent spørgsmål, hvorvidt det igen bliver de danske vikarer eller de sædvanlige A-landsholdsspillere, der går på banen på Ceres Park.