Video : Tipsbladet
Superliga

Bo Henriksen jubler over bred Horsens-trup

Ingen skader og nye indkøb gør, at cheftræneren har masser af spillere at vælge imellem til søndagens kamp mod AGF.

Med tre nyindkøbte spillere og en stort set skadesfri trup har AC Horsens-cheftræner Bo Henriksen nu en meget bred trup af spillere til rådighed. Og det glæder i sagens natur cheftræneren.

- Det er en gave og en nydelse. Jeg tror aldrig, jeg har prøvet at have 23 spillere plus målmænd på træningsbanen, siger han til Horsens Folkeblad.

Med tilkomsten af Kasper Junker, Sonni Nattestad og Michael Lumb har AC Horsens-træneren nu nye strenge at spille på i for- og bagkæden. Og han kan allerede mærke, at resten af holdet har løftet niveauet til træning. 

Kampen om pladserne på holdet har nemlig skærpet niveauet hos både de nye og de "gamle" spillere, fortæller Bo Henriksen. 

Man skal dog ikke regne med et festfyrværkeri af en kamp mod AGF søndag eftermiddag. De to mandskaber er nemlig de to mindst scorende i Superligaen med sammenlagt 13 mål i otte kampe hver. Kampen spilles klokken 14.