Video : Tipsbladet
Superliga

Fischer inden FCM: De ser lige så gode ud som sidste år

Viktor Fischer ser et FC Midtjylland-hold, der har fortsat takterne fra sidste års mesterskabssæson.

FC Midtjylland har fået kritik for ikke at levere storspil i starten på denne sæson, men den vurdering kan Viktor Fischer ikke nikke genkendende til.

FC København-profilen mener nemlig, at FC Midtjylland er på et lige så højt niveau. Indtil videre ligger ulvene på andenpladsen med 15 point, og førerholdet, FC København, skal forsøge at stikke en kæp i hjulet for midtjyderne, når de to hold mødes i morgen.

- Jeg synes, at de faktisk har været ligeså gode som i sidste sæson, og de bliver ved med at vinde, selvom folk ikke snakker så meget om dem. Forstået på den måde, at de er gode til at gå lidt under radaren og skrabe point sammen mere eller mindre ubemærket.

- Så det lader til at være det samme FCM-hold som i fjor med de samme styrker. Så derfor vil det være en stor skalp for os, hvis vi kan slå dem og komme syv point foran i tabellen allerede. Og vi skal bare ud og vise, at vi ikke har mistet momentum i landskampspausen, siger Viktor Fischer til fck.dk.

Vigtigt bliver det også for FC København at få et resultat med hjem, da de tabte de tre indbyrdes opgør i foråret.

- Tingene gik ikke vores vej i foråret mod dem, selvom vi i kampene var mere end godt med og langt hen ad vejen det bedste hold. Nu handler det om at gøre tingene færdige og både vise, at vi er det bedst spillende hold - og så samtidig tage sejren med hjem.

- Vi skal ikke begå de dumme fejl og lukke de dumme mål ind, som vi havde en tendens til i kampene mod dem i sidste sæson - især på kontraangreb og standardsituationer. Der skal vi være stærkere, men det synes jeg generelt også, at vi er blevet siden da. Og jeg har en stor tro på, at vi får et godt resultat med hjem på søndag, erklærer Fischer.

Kampstart i morgen er klokken 18.00.