Tilfreds Sormani efter AaB-deler: Vi viste team spirit
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Tilfreds Sormani efter AaB-deler: Vi viste team spirit

Vejles italienske træner, Adolfo Sormani, er tilfreds med mandagens 1-1 resultat ude mod AaB. Vejle viste stor team spirit, ifølge italieneren.

Vejle har ikke vundet en Superliga-kamp siden sæsonens første runde, og derfor tørstede holdet efter en sejr, da de mandag aften besøgte AaB. Det blev dog kun til et enkelt point, da kampen i det nordjyske endte 1-1. 

Vejles træner, Adolfo Sormani, var dog både tilfreds med indstillingen og spillet fra vejlegenserne, på trods af, at det for ottende gang i træk ikke lykkedes at sikre de tre point i Superligaen. 

- Vi viste stor team spirit. Vi spiller fin fodbold, hver gang vi har muligheden for det, og vi truer deres forsvar. De fanger os en enkelt gang ude af balance ved målet. Ellers er vi pænt kompakte og solide og tillader dem ikke at komme til særligt meget, siger Adolfo Sormani til Vejles hjemmeside.

AaB var foran ved pausen, og Adolfo Sormani fortæller, at han kom med opmuntrende ord til sine spillere i pausen. 

- Jeg sagde til spillerne i pausen, at vi blot skulle fortsætte. Vi skulle nok få chancen for at slå tilbage, og vi er da også i fin kontrol i hovedparten af 2. halvleg, siger Adolfo Sormani til klubbens hjemmeside.

Vejles næste chance for en sejr er på fredag, når Esbjerg fB kommer forbi til en oprykkerduel.