Ny EfB-boss vil fastansættes: Vi ser hinanden i øjnene til januar
Foto: Esbjerg fB
Superliga

Ny EfB-boss vil fastansættes: Vi ser hinanden i øjnene til januar

Jimmi Nagel Jacobsen skal i første omgang være sportschef i Esbjerg fB frem til januar, men han håber på en længere aftale.

Superliga-klubben Esbjerg fB har længe været på jagt efter en sportschef, og til sidst endte vestjyderne med at finde ham i egen andedam. Fredag klunne oprykkerne således præsentere Jimmi Nagel Jacobsen som klubbens nye sportschef, og det er et job, han i første omgang er konstitueret i frem til udgangen af januar.

Jimmi Nagel Jacobsen har hidtil været chefscout i Esbjerg fB, og nu er det altså ham, der har det overordnede sportslige ansvar i klubben.

- Jeg er meget glad, og jeg ser det som en stor udfordring, men på mange måder også et naturligt skridt for mig her i EfB. Da jeg fik det her tilbud, skulle jeg ikke tænke ret meget over det, før jeg vendte tilbage med et stort ja tak, siger Jimmi Nagel Jacobsen til tipsbladet.dk.

Med titlen som sportschef venter også en lidt anden hverdag end den som chefscout.

- Der er lidt flere administrative ting, end jeg har været vant til. Det har hele tiden været min opgave at finde spillere, men nu skal jeg jo eksempelvis også forhandle løn med dem. Det passer mig imidlertid fint nok. Jeg har tidligere arbejdet en del år som agent, så det er på ingen måde fremmed for mig, siger Nagel og fortsætter:

- Jeg tror mest på, at man bare skal være sig selv, og derfor har jeg heller ikke tegnet en egentlig profi, som jeg vil forsøge at være. Jeg vil gerne være en sportschef, der har et godt samarbejde med alle i og omkring klubben, og som er vellidt. 

Foreløbig må Jimmi Nagel Jacobsen affinde sig med, at ordet "konstitueret" indgår i ansættelsesaftalen, og dermed kan han reelt være vikiar i rollen som sportschef. Aktuelt er det ikke sikkert, han bestrider samme job i EfB 1. februar.

- Det har jeg ikke noget problem med. Jeg har altid været en del af et set-up, hvor man evaluerer løbende, og det bliver også tilfældet her, siger han.

Jimmi Nagel Jacobsen lægger ikke skjul på, at han håber, at han bliver en langsigtet løsning som sportschef i Esbjerg fB.

- Jeg håber helt sikkert, at vi kan gøre det til en langsigtet løsning, hvis det her kommer til at fungere tilfredsstillende for alle parter. Til januar sætter vi os ned og kigger hinanden i øjnene, og så må vi se, hvad det bliver til. Lige nu og her er der en masse arbejde, som kræver fuldt fokus. 

Hvis du ikke bliver tilbudt at fortsætte, skal du så være med til at finde din egen afløser?

- Haha, det har jeg ikke hørt noget om, at jeg skal, lyder det fra Jimmi Nagel Jacobsen.

Fokus på mange kontraktudløb
En af de vigtigste opgaver for en sportschef er transfervinduerne. Det er her, den trup, der skal skabe succes på banen, sammensættes. 

Om godt tre måneder venter Jimmi Nagel Jacobsens første af slagsen som sportschef, og han er klar til at løfte opgaven.

- Jeg skal sørge for at forberede de kommende transfervinduer og ikke bare det kommende. Jeg tror ikke på, at man kun kan tage et ad gangen, og sådan har vi også altid arbejdet i EfB – et arbejde, jeg også har været inde over qua min rolle som chefscout. Vi kigger på, hvad der skal ske, og så er det selvfølgelig min opgave at give trænerteamet de mest optimale arbejdsbetingelser, siger sportschefen.

En anden vigtig sportschef-opgave er at forlænge kontrakter - og ikke forlænge. Det bliver i høj grad et tema for Jimmi Nagel Jacobsen. Frem mod 30. juni næste år har Esbjerg fB ikke færre end 18 spillere med udløb.

- Det har været et tema i et stykke tid, og indtil videre har det også mundet ud i forlængelser til Daniel Anyembe og Jacob ”Lungi” Sørensen. Det vil fortsat være et vigtigt punkt på dagsordnen, fordi vi netop har en del udløb frem mod næste sommer, lyder det fra sportschefen.

Esbjerg fB er på femtepladsen i Superligaen.