Video : Tipsbladet
Superliga

Brøndby-profil sætter ord på problemerne: Falder nemt fra hinanden

Kasper Fisker forklarer Brøndbys seneste nederlag mod SønderjyskE med en manglende tro på tingene i særligt anden halvleg. Midtbanespilleren har svært ved at forklare, hvorfor holdet gik ned i anden halvleg.

De tabte stort set ikke point på hjemmebane i efteråret i sidste sæson, men i den nye Superliga-sæson er det kun blevet til én sejr på Brøndby Stadion i fem kampe.

To gange er kampene endt uafgjort, og to gange har Alexander Zornigers mandskab måtte gå fra banen på Vestegnen med nederlag. Det seneste kom i weekenden, da SønderjyskE vandt med 4-2.

Brøndby kom tidligt bagud i første halvleg, men kæmpede sig tilbage i front, inden at det særligt i anden halvleg gik galt:

- Vi forsvarede rigtig dårligt og lukkede for mange nemme mål ind, men det synes jeg egentlig også, at vi har gjort før. Forskellen er bare, at før i tiden gjorde vi som i første halvleg, hvor vi ikke slår op i banen, men bare kommer igen, bliver ved og moser på med fuld energi, siger Brøndby-proflen Kasper Fisker til tipsbladet.dk og fortsætter:

- I anden halvleg mister vi tværtimod energi, tro på tingene og ihærdigheden for bare at spille videre uden at se tilbage på, hvad der gik galt. Det var det, som for mig, var det klart største problem i kampen, fordi det plejer at være vores helt store styrke at køre videre, selvom vi kommer bagud, siger han.

Men hvad er det så, som gør, at Brøndby pludselig mangler den tro på tingene, der i sidste sæson gjorde, at holdet var millimeter fra at sikre sig det danske mesterskab? Kasper Fisker har ikke et endegyldigt svar, men han forklarer blandt andet problemerne med holdets særprægede spillestil: 

- Jeg kan ikke forklare, hvorfor det sker. Det er nogle små mekanismer, som gør det, og i den måde, som vi spiller på, skal der ikke ret meget til. Er der først en, der hænger lidt med bremserne, så kommer den næste også lidt for sent, og den næste det samme og så videre.

- Der skal ikke så meget til, før at korthuset falder sammen. Hvis man ikke er sammen om det her høje pres, så falder det nemt fra hinanden, og derfor er det meget vigtigt at alle er på 100 procent. Når vi mister bolden, er det alle på hele holdet, som skal flytte sig samtidigt. Det er utrolig vigtigt, at man gør det sammen, slår midtbanespilleren fast.

Hvis man medregner Europa League-kvalifikationskampene mod belgiske Genk, er nederlaget til SønderjyskE den femte kamp uden sejr i de seneste seks Brøndby-kampe, men det får ikke Kasper Fisker til at miste troen på spilfilosofien. 

Brøndby har nemlig også i denne sæson vist, at holdet kan fuldføre gameplanen:

-Jeg føler godt, at det kan lade sig gøre. Mod FC Midtjylland spiller vi en rigtig god kamp, hvor vi virkelig får presset dem og får vist noget af spillet fra sidste år. FC Nordsjælland på hjemmebane er endnu et eksempel, og det lykkedes også i perioder i starten af anden halvleg nede i Genk.

- Men det har ikke været kontinuerligt, og det skal vi arbejde på. Vi ved godt, hvordan vi skal gøre det, men man skal minde sig selv om, at det skal gøres over flere kampe, siger Kasper Fisker.

Næste kamp for Fisker og Brøndby er på søndag, hvor de blå-gule tager en tur til Århus for at møde AGF.