Video : Tipsbladet
Superliga

Højdepunkter: OB baskede Horsens i egen hule

OB vandt mandag aften med 4-0 over AC Horsens i Superligaen. Tipsbladet.dk giver dig her kampens højdepunkter.

Odense Boldklub tog mandag aften tre vitale point i bunden af Superligaen, da de fik hul på målbylden og bankede AC Horsens med hele 4-0 på hjemmebane. 

Efter 11 minutters spil kom OB i front, og det var en publikumsdarling, der scorede kampens første mål. Hjemvendte Bashkim Kadrii modtog bolden på kanten af feltet, og udplacerede uden det store besvær Matej Delac i Horsens-målet. Det var første mål i den stribede trøje for Kadrii efter hjemkomsten til OB. 

Der blev ikke scoret mere i første havleg, og AC Horsens kom væsentligt bedre ud til anden halvleg, hvor de sad på mere af spillet. AC Horsens fik dog aldrig omsat overtaget i spillet til chancer, og derfor var det OB, der kunne udbygge føringen. 

Efter 83 minutter afsluttede indskiftede Jens Jakob Thomasen et flot OB-angreb med at banke kuglen op i fjerneste målhjørne, og han fordoblede dermed OBs føring. 

AC Horsens satsede til sidst, og det gav bagslag. OB fangede Horsens på en kontra, Nicklas Helenius blev sendt alene med Matej Delac, og han lagde sikkert bolden i nettet til 3-0.

Det skulle også blive 4-0 til OB, og hvilket mål at slutte af på. Jacob Barett Laursen førte bolden frem i venstresiden, og et par meter uden for feltet kanonerede han bolden i mål via overliggeren. 

Se eller gense alle fire mål og de øvrige højdepunkter i playeren øverst i artiklen.