Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: Vejle Boldklub - Randers FC

Vejle Boldklub fik endelig en sejr i seneste runde - nu skal den følges op mod ligaens svageste udehold.

Kampfakta:
Kampstart: Fredag klokken 19.00
Spillested: Vejle Stadion
Dommer: Michael Tykgaard
På TV: TV3 Sport
Hashtag: #vbrfc  #sldk

Holdnyt:
Vejle Boldklub:. 
Tre dejlige point blev sat ind på kontoen i seneste spillerunde, da Esbjerg fB blev nedlagt med 1-0. Det var første sejr til oprykkerne siden premiere-runden, så den landede på et absolut tørt sted og skød på samme tid holdet frem på 11 point - bare tre point fra top 6. 

Dog er det fortsat klart mest realistisk, at der bliver set i den anden retning, men ikke desto mindre var sejren i den grad vigtig, da afstanden til bundproppen fra Hobro IK nu er på fem point. 

I ugens løb har Vejle signaleret, at man vil ophæve kontrakten med angriberen Victorien Adebayour, der aldrig er dukket op efter, at han blev lejet i sommer. Til gengæld hentede man torsdag den ukrainske midtbanespiller Vladlen Yurchenko, der har en fortid i tyske Bayer Leverkusen men som ikke har haft kontrakt siden sommer. AF samme årsag er han ikke i spil til fredagens kamp, da der efter alt at dømme venter en længere periode med fysisk og bold-træning, før niveauet er højt nok til at være med omkring Superliga-holdet. 

Vejle må undvære Arbnor Mucolli, der er i karantæne, mens Kerim Memija er småskadet og derfor tvivlsom. Den udtagede trup indeholder da også en ekstra mand.

Randers FC:
Oven på en god arbejdssejr over Vendsyssel FF hjemme i Randers i seneste spillerunde, kom holdet i den grad ned på jorden i ugens løb, da man i Sydbank Pokalen røg ud til Kolding IF fra 2. division efter forlænget spilletid.

Noget af en bet fra et hold, der har været i kvartfinalen de seneste fire år. Men ikke nok med det. Igen blev der sat streg under, at Randers FC bare har det svært, når holdet er på udebane. På BioNutria Park i Randers er det bare blevet til et nederlag i seks kampe, mens det i sæsonens fire udekampe endnu ikke er blevet til en vundet kamp. 

Ud fra pointene er Randers FC ligaens tredje bedste på hjemmebane men er indtil videre dårligst af alle på udebane. 

Nok sparede Randers en del faste profiler i pokal-kampen, men 120 minutters fodbold tirsdag kan nok fortsat komme til at gøre lidt ondt hos de spillere, der formentlig skal i kamp igen fredag aften.

Frederik Lauenborg, Marcus Mølvadgaard og Jannik Skov Hansen er fortsat ude med skader.

Karantæne:
Vejle Boldklub: Arbnor Mucolli
Randers FC: Ingen

Bud på startopstillinger:
Vejle Boldklub (3-5-2):
Bajza - Lauritsen, Greve, Lauritsen - Henriksen, Schoop, Ramadani, Murray, Davidsen - Sousa, Nilsson

Randers FC (4-4-2): Carlgren - Thomsen, Bager, Marxen, Conboy - Kallesøe,  Rømer, Poulsen, Lobjanidze - Stokke, Egho

Profilen:
Pavol Bajza har endnu ikke spillet sig på Rundens Hold hos tipsbladet.dk, men det er bestemt ikke på grund af manglende redninger. For den 27-årige slovak har nemlig præsteret flest redninger af alle keepere i Superligaen efter 10 spillerunder. Bajza er noteret for hele 36 redninger, hvilket de skal være glade for hos oprykkerne, der kun har lukket 12 mål ind i sæsonen, hvilket er færre end Brøndby, Esbjerg, Randers og AC Horsens, der alle er at finde højere i tabellen. 

Vidste du, at..:
Vejle Boldklub har den svageste scoringsprocent af samtlige 14 hold i ligaen efter 10 spillerunder. Bare 9 procent ligger holdet på, hvilket voldsomt lavt sammenlignet med førerholdet fra FC København, der ligger på hele 20 procent. Randers FC er placeret i midten med en scoringsprocent på 15.

Dom:
Vejle fik den succesoplevelse, der efterhånden var hårdt savnet og tiltrængt, da Esbjerg fB blev besejret med 1-0. Nu skal der bygges videre mod ligaens svageste udehold, som oven i købet brugte mange spildte kræfter i ugens pokalexit. 

Ikke desto mindre er Randers FC et hold, man ikke skal levne alt for mange chancer. Vi tror på en lige kamp, hvor ingen af partnerne får det som ønsket. Det ender med 1-1 i Vejle. 

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: