Video : Tipsbladet
Champions League

Sen Insigne-scoring sænker Liverpool

Efter en flot anden halvleg tog Napoli en fortjent sejr mod Liverpool i Champions League, da Lorenzo Insigne blev matchvinder kort før tid.

Champions League-opgøret mellem Napoli og Liverpool var imødeset med spænding, da begge hold er garant for underholdende, fremadrettet fodbold.

Det var også tilfældet i onsdagens kamp, hvor alle de store stjerner som Salah, Firmino og Hamsik var på banen fra start, og der var både hårde nærkampe, flotte detaljer og fantastisk stemning på lægterne i det syditalienske.

Første halvleg var en intens affære, hvor der blev gået til stålet med adskillige hårde frispark. Liverpools Naby Keita blev blandt andet båret fra banen med det, der lignede en seriøs skade.

Begge mandskaber havde optræk til store chancer, men kvaliteten i den sidste aflevering manglede ofte, og derfor var antallet af nævneværdige chancer meget begrænset.

Det største tilbud i de første 45 minutter tilfaldt Napolis Lorenzo Insigne efter ti minutter, da han sendte et fladt skud tæt forbi den ene opstander. De resterende optræk til chancer i første halvleg løb ud i sandet. Derfor gik holdene til pause uden scoringer.

Napoli indledte bedst i anden halvleg og truede Liverpool-målet af flere omgange. Først var Insigne tæt på at sætte en stor chance op, og efter en lille time havde Milik et skævt forsøg på kanten af feltet.

Derefter bed Liverpool en smule fra sig. Mohamed Salah havde blandt andet en fri afslutningsmulighed uden for feltet, men sendte kuglen halvanden meter forbi Ospinas mål.

Men Napoli var klart bedste i slutfasen. Først med en god mulighed til Callejon, der fik sit forsøg reddet på stregen, mens Mertens flugtede bolden på overliggeren tæt under mål.

Det tydede på, at sejren ville glippe for Napoli, men i det 90. minut afsluttede Lorenzo Insigne et fantastisk angreb med at glide bolden i nettet til slutresultatet 1-0.