Video : Tipsbladet
Landshold

Dansk kamp for Nations League-succes: Vil møde de store nationer

De danske spillere tager ikke let på Nations League-kampene. For dem er der i den grad noget på spil, fortæller blandt andre Yussuf Poulsen og Anders Christiansen.

Jürgen Klopp og Dejan Lovren har begge været ude og kritisere UEFA's nye landsholdskoncept, Nations League.

Begge mener, at turneringen er meningsløs, og at der ikke rigtig er noget på spil. Med andre ord at det blot er venskabskampe i forklædning.

Men for de danske spillere er kampen mod Irland lørdag mere end en ligegyldig testkamp. Med en sejr vil Danmark nemlig komme tættere på en puljesejr og dermed en oprykning til A-ligaen, hvor de største europæiske nationer mødes:

- Det er måske mest attraktivt at ligge i B-ligaen for lande som os, da man så i næste Nations League kan få nogle rigtig fede kampe på et andet niveau mod store nationer, som man ikke får lov at møde hver dag, siger Yussuf Poulsen om turneringen til Eurosport.

Og landsholdskammeraten Anders Christiansen bakker op:

- Når man som ung løber og drømmer lidt, så er det jo om at komme op på øverste hylde og spille de største kampe mod de bedste spillere, siger Malmö-danskeren.

En dansk sejr over Irland vil bringe Danmark op på seks point i gruppen, der også tæller Wales.

Foruden en oprykning er der også et trofæ og en mulig billet til EM-slutrunden i 2020 på spil i Nations League. Få hele forklaringen på konceptet her.