Avis: Thomas Frank bliver ny Brentford-manager
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Generelle

Avis: Thomas Frank bliver ny Brentford-manager

Thomas Frank bliver præsenteret som ny Brentford-manager senere tirsdag, skriver BT.

Thomas Frank har ageret som trænervikar i Brentford FC, siden Dean Smith stoppede og tog til Aston Villa i fredags, men snart er den tidligere Brøndby-træner færdig som en mildertidig afløser i London-klubben.

Han skal permanent stå i spidsen for Brentford FC, skriver BT.

Ifølge avisen er det et spørgsmål om kort tid, før Thomas Frank præsenteres som ny Brentford-manager. Det vil formentlig allerede ske i løbet af tirsdagen, og dermed kan han debutere lørdag mod Bristol City.

I Brentford FC bliver Thomas Franks øverste chef landsmanden Rasmus Ankersen, der er sportsdirektør i den engelske klub, og han har tidligere talt meget varmt om den forhenværende Brøndby-boss - og åbnet en dør på klem for et job som manager til Frank.

- Det, jeg har sagt, er, at Brentford er en klub, der har en meget klar strategi for, hvordan vi vil differentiere os fra andre klubber i England. Vi har et af de tre-fem mindste budgetter i ligaen, og hvis vi skal have en chance i den konkurrence, skal vi finde andre områder at slå de andre på end økonomi. Vi er derfor heller ikke interesserede i at have et eller andet kæmpe ego som cheftræner. Vi vil have folk, der tror på klubbens strategi, og som har kompetencerne til at føre den ud i praksis. Af samme årsag er det vigtigt, at vi har en dybde i vores trænerstab, der gør, at selvom en eller to får andre jobs, så forsvinder strategien ikke, sagde Rasmus Ankersen i februar 2017 til tipsbladet.dk.

Thomas Frank kom til Brentford FC i 2016.