Thomas Frank forfremmet til cheftræner: Lettere når man kender klubben
Foto: Getty Images
Generelle

Thomas Frank forfremmet til cheftræner: Lettere når man kender klubben

Den nyudnævnte Brentford-træner, Thomas Frank, mener, at det er en fordel, at han kender klubben indefra, når han tager hul på livet som cheftræner i Englands næstbedste række.

Thomas Frank blev tirsdag aften udnævnt som permanent cheftræner i Championship-klubben Brentford, hvor han siden 2016 har været assistenttræner. 

Netop det faktum, at han kender klubben indefra, mener Thomas Frank er en fordel. Både for ham selv, men også for spillerne og resten af staben.

- Det er selvfølgelig meget lettere, når man kender klubben. Jeg kender staben og spillerne, og de kender mig. De kender mine styrker og svagheder. Jeg ved, at det er en anden rolle, jeg får nu, og jeg skal tage flere beslutninger. Men inderst inde er jeg jo bare Thomas, og det kommer jeg stadig til at være. Nu er jeg bare cheftræner, siger Thomas Frank til Brentfords hjemmeside. 

Thomas Frank ser frem til at overtage holdet, som han har arbejdet med siden 2016. Han er meget optismistisk omkring fremtiden.

- Kulturen og kvaliteten i klubben har vi bygget sammen. Vi er vokset i de seneste år, og vi har fundet et godt niveau. Vi har et solidt fundament, og vi er klar til at tage det næste skridt.

Den tidligere Brøndby-træner har siddet på trænerbænken på hjemmebanen Griffin Park et hav af gange, men han ser frem til, at sidde der i cheftrænerstolen.

- Griffin Park er unik. Det er ægte engelsk fodboldkultur, hvor man kan lugte og føle passionen. Når vi spiller en kamp på Griffin Park lørdag aften, så findes der ikke et bedre sted at være. Jeg ser frem til, forhåbentligt, at skabe en masse mindeværdige øjeblikke der sammen med spillerne og staben, siger Thomas Frank.

Første opgave for Thomas Frank som cheftræner for Brentford er netop på Griffin Park. Det er på lørdag, hvor Bristol City kommer på besøg.