Udlejet FCN-spiller drømmer om Europas fem største ligaer
Foto: Jan Christensen/Getty Images
1. division

Udlejet FCN-spiller drømmer om Europas fem største ligaer

Jakob Johansson har lige nu succes med HB Køge, og den i FC Nordsjælland lejede angriber håber, at han en dag kan tage skridtet til en af Europas allerstørste ligaer.

Dagen efter sin 18 års fødselsdag debuterede Jakob Johansson for FC Nordsjælland, og i alt opnåede han tre kampe for klubben i forrige sæson. Siden er det dog ikke blevet til flere, og i foråret var han så udlejet til Randers FC, dog uden at score.

Scoret har han til gengæld gjort med jævne mellemrum i HB Køge, som lejede den nu 20-årige Johansson i sommer. Angriberen er noteret for otte mål i 14 kampe i 1. division og pokalturneringen.

Johansson danner en målfarlig frontduo med Martin Koch Helsted, der er topscorer i den næstbedste række. Den fra FC Nordsjælland udlejede spiller håber dog, at hans talent en dag række til noget større end 1. division.

- Jeg har sgu ikke nogen hemmelighed - det er bare naturligt! Jeg har altid villet gøre alt for at lave mål, siger han ifølge Lørdagsavisen Køge.

- Jeg drømmer om at komme til udlandet og spille en af de fem største rækker.

Jakob Johansson har kontrakt med HB Køge frem til sommer, mens hans aftale med FC Nordsjælland løber et år længere end det. Her er konkurrencen på de tre forreste pladser dog benhård med folk som Jonathan Amon, Andreas Skov Olsen, Godsway Donyoh, Mathias Rasmussen og Mikkel Damsgaard blandt dem, der kandiderer til positionerne.

Næste opgave for Johansson og HB Køge er aftenens kamp i Hvidovre.