Bo Henriksen bænkede igen Junker: Han kommer til at lave 20 mål for os
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Bo Henriksen bænkede igen Junker: Han kommer til at lave 20 mål for os

Bo Henriksen forklarer, hvorfor han igen valgte at sætte Kasper Junker på bænken til Superliga-kampen mod FC Nordsjælland.

Da sæsonen startede manglede AC Horsens virkelig en frontløber. Det var meget tydeligt.

Bo Henriksen havde ikke tillid til hverken Oliver Drost eller Mathias Kristensen, og de to fuldblodsangribere måtte i stedet se både Peter Nymann og Jonas Borring spille positionen, men på transfervinduets sidste dag fik AC Horsens tilsyneladende den angriber til klubben, som man havde savnet.

Kasper Junker blev hentet for 4,5 millioner kroner i AGF, og forventningerne til angriberen, der heller ikke var sen til at lufte en ambition om at score mange mål for sin nye klub, var store. Indtil videre har han dog blot scoret én gang i seks kampe for AC Horsens, og for anden gang i træk var han henvist til bænken, da Bo Henriksen udvalgte sine startende 11 til en Superliga-kamp.

Det havde AC Horsens-træneren dog en god forklaring på.

- Kasper Junker har været her i en måned. Hallur Hansson og Rune Frantsen sad også på bænken. Vi vandt 1-0 i Vendsyssel, og jeg ændrer ikke på et hold, der vinder. ”Never chance a winning team”. For mig handler fodbold om at vinde, fortæller Bo Henriksen til Horsens Folkeblad.

Samtidig kunne Bo Henriksen dog også fortælle, at han fortsat har stor tiltro til Kasper Junker.

- Kasper Junker kommer til at lave 20 mål for os. Hvis det ikke bliver i denne sæson, bliver det i næste.

AC Horsens havde dog ikke problemer med at lave mål i lørdagens Superliga-kamp mod FC Nordsjælland, hvor det blev til en underholdende 3-3-kamp på Casa Arena Horsens.