Video : Tipsbladet
Superliga

FCM's Awer Mabil: Vi er de bedste i Danmark

FC Midtjyllands Awer Mabil mener, at FC Midtjylland er det bedste hold i Danmark lige nu.

FC Midtjylland er inde i en god periode for tiden. Klubben ligger nummer et i Superligaen efter sejren over Brøndby i mandags, og torsdag aften slog de FC København ud af Sydbank Pokalen. 

Søndag venter den tredje kamp på under en uge, når midtjyderne besøger Esbjerg. FC Midtjyllands australske kantspiller Awer Mabil håber, at formen fortsætter, og han mener, at midtjyderne er det bedste hold i Danmark. 

- Det er vores tredje kamp på en uge, så det bliver hårdt. Men vi har en bred trup med masser af kvalitet. Vi er de bedste i Danmark, men det skal ikke være en sovepude. Vi skal arbejde hårdt, for vi er dem, alle vil slå lige nu, siger Awer Mabil til FCM's hjemmeside. 

Awer Mabil har en fortid i Esbjerg, da han i forrige sæson var lejet ud til vestjyderne. Mabil glæder sig til gensynet med Esbjerg. 

- Jeg spillede der jo i en sæson for to år siden. Det er en stor klub med store ambitioner. De har fantastiske fans og fantastiske mennesker i klubben. Derfor overrasker det mig heller ikke, at de ligger nummer tre. De har arbejdet meget hårdt, og de har fortjent at ligge, hvor de gør, siger Mabil til FCM's hjemmeside.

Kampen mellem Esbjerg og FC Midtjylland sparkes i gang søndag klokken 18.30