Video : Tipsbladet
Superliga

Højdepunkter: Drachmann-drøn sikrede OB-sejr over Hobro

OB-anfører Janus Drachmann blev matchvinder, da fynboerne hjemme slog Hobro med 1-0 og spillede sig i top seks

Odense Boldklub spillede sig fredag aften i Superligaens top seks, da de på hjemmebane slog Hobro med 1-0.

OB kom flyvende fra start. Allerede efter to minutter var de tæt på, da Troels Kløve sendte en afslutning afsted fra kanten af feltet. En storspillende Jesper Rask i Hobro-målet fik dog afværget. 

Blot syv minutter senere kom fynboerne i front. Janus Drachmann modtog bolden et par meter uden for feltet og med en kraftfuld førstegangsafslutning kanonerede han bolden i mål til en fynsk føring. 

OB havde flere fine muligheder i første halvleg, men stillingen forblev 1-0 til pausen. 

Allerede to minutter efter pausen bed OB fra sig igen. Nicklas Helenius fik en stor hovedstødschance i Hobro-feltet, men angriberen fik ikke ordentligt ram på bolden. 

Hobro var lige ved at stjæle et point til sidst, da indskiftede Quincy Antipas blev sendt i dybden. Angriberen brændte dog på OB-keeper Sten Grytebust.

Se eller gense Drachmanns drøn og de øvrige højdepunkter i afspilleren øverst i artiklen.