Landstræneren bekymret for bænkede midtstoppere
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Landshold

Landstræneren bekymret for bænkede midtstoppere

Landstræneren råder ikke over Simon Kjær mod Wales og Irland, og det vil formentlig medføre spilletid til en midtstopper, der til dagligt sidder mest på bænken. Det bekymrer Åge Hareide.

Simon Kjær har meldt afbud til landsholdets kommende kampe mod Wales og Irland i Nations League, og dermed skal Åge Hareide finde en ny makker til Mathias "Zanka" Jørgensen i det centrale forsvar. 

Det bliver med al sandsynlighed en spiller, der skal have fjernet nogle splinter i bagdelen, inden det går løs.

Umiddelbart ligger det til at blive enten Andreas Christensen eller Jannik Vestergaard, der til dagligt huserer i Premier League, men de spiller stort set ikke. "AC" har ikke spillet et eneste minut for Chelsea i Premier League i denne sæson, mens Vestergaard har været bænket i Southamptons seneste fire kampe. 

En ikke ideel situation for landstræneren.

- Det er bekymrende, det er det helt sikkert. Forhåbentlig kan det give dem noget inspiration at stille op på landsholdet – det er en mulighed for at spille og vise sig frem. Det er altid godt, siger Åge Hareide, der især følger situationen med Andreas Christensen tæt:

- Der er et spørgsmålstegn omkring Andreas Christensen lige nu i Chelsea. Han skal se på, hvordan han kan få nogle kampe for at udvikle sig. For mig er det bekymrende, at han ikke spiller hver eneste weekend. 

Landstræneren kan meget vel efterudtage en midtstopper, og et kvalificeret bud er FC Københavns Andreas Bjelland, der ikke har optrådt i rødt og hvidt, siden han ikke kom med til VM.

- Han har været okay. Stabil og fin. Han er én af dem, vi kigger på, og han har givet udtryk for, at han meget gerne vil spille på landsholdet. Så han er én, jeg kigger på. Han har været frisk og spillet næsten hele tiden, og det er et godt tegn, siger nordmanden.

Åge Hareide lægger ikke skjul på, at det bliver en mere end vanskelig opgave at afløse landsholdsanfører Simon Kjær.

- Han er rutineret og har været meget vigtig i 2018. Efter min mening han er af de bedste forsvarsspillere i Europa. Han er duelstærk, og han er vigtig for os på offensive og defensive dødbolde, og så er han kaptajn. Det vil sige, han har en god involvering og dialog med de øvrige spillere. Det er vigtigt, vi får erstattet det, siger Hareide, der beundrer Sevilla-spillerens flid:

- Han stiller op hele tiden. Det er det samme med Christian Eriksen. De drenge er med i Champions League og Europa League, så de spiller kampe hele tiden, men de stiller op. Det er jeg meget glad for. Det sender et signal til unge spillere - ”ser her, vi stiller op og spiller for Danmark”.

Op og ned for angriberne
I den modsatte ende af banen har Åge Hareide udtaget Nicolai Jørgensen, Kasper Dolberg, Yussuf Poulsen, Martin Braithwaite, Pione Sisto og Andreas Cornelius, så landstræneren mangler ikke angrebsemner, men han fastslår, at han i øjeblikket ser svingende kvalitet fra de landsholdsaktuelle forwards.

- Det har været op og ned. Sådan har det været hele vejen, og det er derfor, vi også kigger på at tage en ny angriber ind. Det bliver to tætte kampe, og især som angriber handler det meget om dagsformen og følelsen af at lave mål. Derfor er jeg også glad for, at Dolberg scorede i lørdags, og Nicolai Jørgensen lavede hattrick i midtugen, lyder det fra Åge Hareide. 

Danmark møder Wales på udebane den 16. november, mens det går løs mod Irland i Aarhus tre dage senere.