Video : Tipsbladet
Superliga

Superliga-spørgsmål: Vil nogen fra midterfeltet med i mesterskabsspillet?

Tipsbladet.dk zoomer ind på den kommende spillerunde i Superligaen.

16. runde i dansk fodbolds bedste række står for døren, og runden skydes i gang med en kamp mellem to traditionsklubber i form af Brøndby IF og AGF. De to klubber mødes fredag i Brøndby, og der skal nok blive smæk på.

Fortsætter Brøndby med at være Superligaens dårligste hjemmehold?

Bare én gang i otte hjemmekampe denne sæson er Brøndby IF gået fra banen som vinder. For et hold, der i sidste sæson vandt 14 af 18 hjemmekampe, er det ret utroligt.

Det er kun FC Nordsjælland, Brøndby har besejret hjemme denne Superliga-sæson, og spørgsmålet er selvfølgelig, hvorfor holdet ikke formår at vinde flere hjemmekampe. For mens holdet er dårligt på hjemmebane, går det Brøndby godt på udebane, hvor det er blevet til 12 point i syv kampe.

Opgøret mod AGF er interessant, fordi AGF i de sidste fire kampe ikke har vundet og har lukket 10 mål ind i processen, mens AGF før den dårlige periode blot havde lukket ni mål ind i 11 kampe.

AGF har vist sig som et stærkt omstillingshold, og kan aarhusianerne igen finde tilbage til den stærke defensiv og de giftige omstillinger, kan der vente en ny Brøndby-skuffelse.

Findes der et hold, der kan separere sig fra midterfeltet?

Der er en top i Superligaen, der er en bund, og så er der et uendeligt stort midterfelt. Fra SønderjyskE på fjerdepladsen er der bare tre point ned til FC Nordsjælland på 11. pladsen. Det er lidt vildt, at det er så tæt, efter der er spillet 15 af 26 grundspilskampe.

Det tegner til at blive en spændende afslutning på grundspillet i Superligaen, og så er spørgsmålet, om der er et hold, der kan trække sig fri af midterfeltet og nappe en plads i mesterskabsspillet i foråret? Esbjerg på tredjepladsen har så småt gjort det med fem points forspring ned til AaB.

Netop AaB havde også gjort det, men mange ringe resultater på det seneste har betydet, at klubben er suget tilbage i midterfeltet.

Hold, man kan holde øje med, er OB, Brøndby og AGF, der både i forhold til navn og budget bør lege med i toppen.

Fra midterfeltet er OB i bedst form og har fået 12 point i seks kampe. Klubben møder Esbjerg på søndag.

Kan Nordsjælland få brudt den forfærdelig udebanestatistik?

Bare én gang er FC Nordsjælland i hele 2018 gået fra banen i Superligaen med en sejr på udebane. For et mandskab, der er så dygtigt og teknisk stærk, er det en utrolig interessant statistik.

Det er også med til at forklare, hvorfor mandskabet aktuelt bare er nummer 11 i dansk fodbolds bedste række.

FC Nordsjælland har i denne sæson bare fået tre point i syv udekampe, og i foråret blev det altså bare til en enkelt sejr på udebane. Det var mod Randers i starten af marts. 

Nu venter så en ny mulighed på udebane, og opgøret er mod Randers, som netop var holdet, FCN senest slog. Så det kan være, det er Randers, der bringer FCN ud af problemer.