Video : Tipsbladet
Superliga

Sorte tal for ottende år i træk i SønderjyskE

Sønderjysk Elitesport A/S kan igen-igen præsentere et overskud.

I SønderjyskE formår man at sætte tæring efter næring.

Klubben kan for ottende år i træk præsentere sorte tal på bundlinjen efter et overskud på 1.933.000 kroner efter skat for 2017/2018. Sønderjysk Elitesport A/S driver foruden Superliga-klubben i fodbold et ishockeyhold samt et herre- og damehåndboldhold.

Alle fire bidrager positivt til det samlede regnskab, og resultatet betegnes som "yderst tilfredsstillende".

- Det bliver aldrig en selvfølge at aflevere et regnskab med sorte tal på bundlinjen. Der skal slides hårdt for det i hver eneste sæson, og det bliver der både på banen og i kulisserne. Derfor er glæden lige så stor ottende gang, som den var første gang, vi kunne fremlægge et positivt årsregnskab. Jeg er vanvittig stolt af, at vi igen har understreget, at vi i SønderjyskE og Sønderjylland sætter tæring efter næring, siger direktør Klaus Rasmussen og tilføjer:

– Vi må aldrig tage SønderjyskE for givet. Det er et landsdelsprojekt, der skal kæmpes for år efter år. Det er med stolthed, at vi laver gode resultater på og uden for banen, men vi kan ikke gøre det uden støtten fra sønderjyderne og Sønderjylland. Den har vi følt i mange år, men det er vigtigt, at den varer ved og intensiveres, for det går altså stærkt i sportens verden, og vi vil meget gerne fortsat sikre, at SønderjyskE og Sønderjylland kommer på landkortet.

SønderjyskE Fodbold A/S har bidraget med 488.000 kroner til bundlinjen.