Video : Tipsbladet
La Liga

Andrew Hjulsager: Jeg har forbedret mig meget

Andrew Hjulsager føler, at han har forbedret sig offensivt såvel som defensivt.

Andrew Hjulsager har det meste af sæsonen været et af de absolut yderste mandater i Celta Vigo-truppen, og de første otte spillerunder af La Liga bød slet ikke på spilletid, men for en måned siden så han banen i et par minutter mod Alaves, og i 11 spillerunde mod Real Betis imponerede den tidligere Brøndby-spiller for alvor, da han lavede to assists på 45 minutter. I sidste kamp før landskampspausen blev det også til 27 minutter mod Real Madrid.

Det er meget godt kommet tilbage af den 23-årige offensivspiller, der af mange formentlig var spået nul minutters spilletid i La Liga i denne sæson. Hovedpersonen selv glæder sig også over, at hårdt arbejde har båret frugt.

- Træningerne handler altid om at forbedre sig, men jeg har brug for at spille kampe for at mærke de ting, jeg er blevet bedre til. Jeg synes, at jeg i løbet af de seneste tre kampe har kunnet mærke, at jeg er blevet bedre i offensiven såvel som defensiven, siger Andrew Hjulsager ifølge Faro de Vigo.

Hvordan Andrew Hjulsagers rolle i Celta Vigo ser ud efter landskampspausen, kan man kun gisne om. Efter Real Madrid-kampen valgte klubben at fyre Antonio Mohamed som cheftræner, og ny mand i spidsen for danskerklubben er Miguel Cardoso. 

Den tidligere Brøndby-spiller har udelukkende fokus på at fortsætte de positive takter.

- Det vigtige for mig er at gøre det godt til træning og spille godt, når jeg får chancen. Jeg kommer ikke til at gøre noget anderledes, for jeg gør altid mit bedste. Nu er der kommet en ny træner, og vi skal lære at forstå hans visioner, siger Hjulsager.

Celta Vigo er nummer 14 i La Liga.