Video : Tipsbladet
Superliga

Hobro vinker farvel til aldrende angrebsduo

Hverken Quincy Antipas eller Djiby Fall får forlænget deres kontrakter med Hobro IK, fortæller klubbens sportchef til tipsbladet.dk.

Vinterpausen i den danske Superliga er kun to runder væk, og når bolden igen ruller til foråret, kommer tilskuerne på DS Arena i Hobro til at gå forgæves, hvis de da gerne vil opleve angriberne Djiby Fall og Quincy Antipas på tætteste hold.

De to angribere har kontraktudløb med Hobro IK til nytår, og der er ingen af de to, der får forlænget deres kontrakter. Det bekræfter klubbens sportschef, Jens Hammer Sørensen, til tipsbladet.dk. 

Det har da også været sparsomt med spilletid til de to angribere i dette efterår. 34-årige Quinzy Antipas havde egentlig kontraktudløb med klubben i sommers, men fik forlænget med yderligere et halvt år. I efterårets første 18 runder er det dog kun blevet til otte optrædener i Superligaen, hvoraf fire af dem har været fra start.

Også 33-årige Djiby Fall, der tilbage i 2008 blev hædret som Efterårets Profil i Superligaen, skrev under med Hobro på en seks måneder lang kontrakt i sommers, men ligesom Quincy Antipas har senegaleseren ikke fået mange minutter i landets bedste række. Seks kampe er det blevet til i efteråret - tre af dem fra start. 

Der bliver sagt farvel til både Antipas og Fall lørdag eftermiddag på DS Arena, når Hobro IK får besøg SønderjyskE i Superligaens 19. spillerunde.