Video : Tipsbladet
Superliga

FCN-profil vil videre til nytår: Kontrakten bliver ikke forlænget

Andreas Skovgaard får ikke forlænget sin kontrakt i FC Nordsjælland. Afløseren skal muligvis findes i egne rækker, fortæller klubbens sportschef.

Det er blevet til 25 førsteholdskampe i denne sæson, 14 af dem i Superligaen, men weekendens opgør mod Esbjerg fB bliver det foreløbigt sidste i FC Nordsjælland-trøjen for Andreas Skovgaard.

Den 21-årige midtstopper har kontraktudløb med klubben til nytår, og FC Nordsjælland fortæller nu, at der ikke er en ny aftale på vej:

- Kontrakten bliver ikke forlænget. Der er flere parter i sådan en sag, og som det ser ud lige nu, skal Skovgaard videre.

- Det har vi det sådan set fint med. Det er en ærlig snak, at når en spiller har kontraktudløb, har han mulighed for at vælge, og det har Skovgaard haft. Han har valgt, at han vil prøve noget andet, og det har vi det helt fint med, siger klubbens sportschef Carsten V. Jensen til tipsbladet.dk.

Andreas Skovgaard sad ude med karantæne i 16. og 17. spillerunde mod Randers FC og OB, men ellers har den unge forsvarsspiller startet inde for FC Nordsjælland i samtlige kampe siden 9. spillerunde. 

Tabet af midtstopperen betyder dog ikke nødvendigvis, at FC Nordsjælland skal på jagt efter en erstatning:

- Det får vi at se. Vi har en rigtig stærk trup, og vi kigger selvfølgelig på det, men det er ikke sådan, at vi er på bar bund, fortæller Carsten V. Jensen.

En mulighed kunne meget vel være 21-årige Viktor Tranberg, der i dette efterår har været lejet ud til svenske Örebro med stor succes og efter planen vender hjem til Farum til januar:

- Allerede der får vi en spiller hjem, der har spillet hele efteråret i Sverige og passer godt ind, så det er i hvert fald en mulighed. 

Det er ikke planen, at han skal blive i Sverige?

- Lige nu og her er det vel åbent, men lejeaftalen udløber, og han er vores spiller, så som udgangspunkt er han jo i FC Nordsjælland fra januar, siger FCN-sportschefen. 

Andreas Skovgaard står noteret for 87 kampe i FC Nordsjælland-trøjen. Senest spillede han alle 90 minutter i 1-0-sejren over AGF mandag aften.