Video : Tipsbladet
Superliga

Randers går på juleferie med sejr

Randers FC skulle bruge seks skarpe minutter på at sikre en sejr på 2-0 over Vejle BK.

Det var den sidste kamp inden jul for Randers FC og Vejle BK, da de to hold mødtes lørdag eftermiddag. Randers FC kunne med en sejr spille sig helt ind i top seks, mens Vejle BK kunne lukke lidt af hullet op til 11. pladsen med tre point.

Første chance kom efter tre minutter, hvor Mads Aaquist sendte en halvforkølet afslutning et stykke forbi mål. Det var i det hele taget Randers FC, som dikterede spillets gang i starten af kampen.

I den anden ende kom Vejle BK også frem til lidt, hvor Adam Jakobsens afslutning midt på målmanden var bedste forsøg. Der var dog ikke noget i den utroligt lige første halvleg, som for alvor blev helt farligt.

Det blev det til gengæld i anden halvleg. Bare tre minutter inde blev Marvin Egho spillet fri i feltet, og han placerede på fornem vis bolden i netmaskerne til 1-0.

Tre minutter senere blev føringen fordoblet efter en fantastisk dribletur af André Rømer ind i feltet. Her modtog Mads Aaquist bolden, og han sparkede uden problemer bolden i mål til 2-0.

Derfra sad Randers FC på tingene, og det var tydeligt, at kampen bare skulle spilles hjem. Det blev den, og dermed tog Randers FC en sejr på 2-0.