Video : Tipsbladet
Superliga

Rørt Johan Larsson: En surrealistisk oplevelse

Johan Larsson fik ikke resultatmæssigt ikke det farvel, som han kunne have ønsket søndag aften, da Brøndby tabte med 3-2 til Vendsyssel FF. Han er dog alligevel meget taknemmelig for den fine afsked.

Både før, under og efter kampen fik Brøndby Stadion sagt behørigt farvel til 28-årige Johan Larsson, der til nytår forlader den københavnske vestegn, da han har kontraktudløb.

Brøndby-anføreren kom til fra Elfsborg i februar 2015 og har siden været en fast del af et Brøndby-hold, der både har oplevet store op- og nedture i de seneste fire år. Johan Larssons afskedskamp mod Vendsyssel blev da også meget symptomatisk en blandet fornøjelse:

- Det var lidt en surrealistisk oplevelse, og det er svært at sætte ord på. Hele dagen har været lidt af en rutsjebanetur, som toppede ved en afsked, som jeg aldrig nogensinde vil glemme. Jeg var lidt nervøs for, hvordan den her beslutning vil blive modtaget, men alt har været positivt, og det er jeg evigt taknemmelig for.

- Jeg blev rørt, det gjorde jeg. Det er svært, fordi man er stadig anfører og vil gerne have fokus på kampen, men det er selvfølgelig svært, når alt pludselig centrerer sig om en, fortalte Johan Larsson efter kampen, der som bekendt endte 3-2 til gæsterne fra Vendsyssel: 

- Da vi tabte, havde jeg mest af alt lyst til bare at gå i omklædningen, fordi det er bare så ærgerligt. Josip (Radosevic red.) har et frispark i de sidste minutter, hvor jeg bare sad og tænkte: Kom nu, spark den ind, så vi kan fejre det hele bagefter.

- Så får de så et straffespark til sidst, og det er noget pis, sagde Brøndby-anføreren om sin foreløbigt sidste kamp i den blå-gule trøje.

Johan Larssons afløser kan nu meget vel blive 23-årige Jens Martin Gammelby, der kom til fra Silkeborg i sommers. Det mener svenskeren i hvert fald selv:

- Mit mål var at forlade højreback-positionen i en bedre stand, end da jeg kom til klubben, og det føler jeg, at den er nu. Derfor passer det også godt med mit kontraktudløb. Nu efterlader jeg pladsen til Jens Martin Gammelby, og jeg har en god fornemmelse af, at han kommer til at gøre det fremragende. 

- Han kan blive en stor profil i dette efterår, spår Johan Larsson.

Vendsyssel-kampen blev Johan Larssons nummer 172 i Brøndby-trøjen. Det er endnu uvist, hvor svenskeren vælger at fortsætte karrieren.