Video : Tipsbladet
Superliga

Avis: Ombejlet Hjulmand har allieret sig med agent

Kasper Hjulmand har ifølge Ekstra Bladet allieret sig med en fodboldagent med et stort internationalt netværk.

FC Nordsjælland tabte søndag 0-3 i Esbjerg, og dermed har Farum-klubben spillet den sidste kamp i 2018. Spørgsmålet er, om Kasper Hjulmand også har stået i spidsen for FC Nordsjælland for sidste gang.

Hjulmands kontrakt med FC Nordsjælland udløber til sommer, og indtil videre har de to parter ikke indgået en forlængelse, selv om klubben ikke har lagt skjul på, at man gerne vil føje flere år til aftalen. Kasper Hjulmands tøven kan meget vel skyldes, at han søger nye udfordringer, og det er en offentlig hemmelighed, at blandt andre Rosenborg har et særdeles godt øje til den dygtige cheftræner.

Nu skriver Ekstra Bladet, at Kasper Hjulmand har allieret sig med en fodboldagent med et stort internationalt netværk, og det er altså yderligere brænde på bålet i forhold til en mulig exit i Farum. 

Ekstra Bladet har spurgt Kasper Hjulmand, om han også er træner, når foråret starter.

- Ja, det er jeg.

For FC Nordsjælland?

- Lad os nu se, lyder det fra Kasper Hjulmand.

Kasper Hjulmand har tidligere stået i spidsen for Mainz 05 i Tyskland, men det blev et forholdsvis kort ophold for cheftræneren, der vendte hjem til FC Nordsjælland i december 2015. I sidste sæson førte han det unge mandskab til bronze i Superligaen.