Video : Tipsbladet
Premier League

Alexis Sánchez er foran tidsplanen og tæt på at gøre comeback

Det ser ud til, at Alexis Sánchez har arbejdet stenhårdt for at komme sig hurtigt over en skade, og nu er chileneren tæt på at gøre comeback.

I sidste måned pådrog Alexis Sánchez sig en forstrækning, og meldingerne gik på, at chileneren først ville være i stand til at gøre comeback i midten af januar. Han har dog arbejdet stenhårdt på at blive klar før end forventet, og det er nu tæt på, at han er klar for Manchester United igen.

Ole Gunnar Solskjær kunne efter Manchester Uniteds sejr mod Huddersfield fortælle, at den ofte så udskældte kantspiller er vendt tilbage og meget snart er i stand til at gøre comeback.

- Alexis er tilbage. Han er fløjet ind, og han har to gode dage med fysisk træning. Forhåbentlig kan han deltage i træningen med bolden så snart, vi er tilbage, lød det fra den norske manager ifølge London Evening Standard.

Manchester United skal i aktion den 30. december mod Bournemouth, og her kan Alexis Sánchez muligvis allerede være klar til at spille, men ellers er meningen, at han skal spille den 2. januar.

- Det er tvivlsomt, om han bliver klar mod Bournemouth, men han vil helt sikkert være involveret mod Newcastle, fortalte Ole Gunnar Solskjær.