Video : Tipsbladet
Superliga

Brandao er gratis: Forhandler med to klubber

Angriberen Brandao havde kontraktudløb i Vendsyssel FF ved årsskiftet, men det er stadig en mulighed at blive i klubben.

Midt i forberedelserne til januars transfervindue fik ledelsen i Vendsyssel FF pludselig andet at tænke på, da sportsdirektør Glen Riddersholm valgte at opsige sit job efter blot halvanden måned i stolen for at blive cheftræner i SønderjyskE. Det sendte Superliga-oprykkerne ud i en jagt på en ny sportsdirektør - en jagt, der endnu ikke er afsluttet.

Det kan have skubbet andre presserende ting lidt i baggrunden - såsom en kontraktforlængelse til angriberen Brandao.

Brasilianeren havde kontraktudløb i Vendsyssel FF ved årsskiftet, og i midten af december fastslog Glen Riddersholm, da han fortsat var sportsdirektør, over for tipsbladet.dk, at klubben gerne ville forlænge med den tidligere HB Køge-spiller. Det nåede parterne dog ikke før udløb.

Derfor er bolden for alvor kastet op i luften, og den kan lande flere steder.

- Brandao er som udgangspunkt fri nu, og vi snakker med forskellige klubber i Danmark og Brasilien. Der er interesse fra flere klubber i Danmark, men lige nu er det kun to klubber, vi forhandler konkret med - Vendsýssel og en klub i den bedste brasilianske række, siger Antoni Alexandrakis, der er agent for Brandao, til tipsbladet.dk.

Hvad tror du, det ender med?

- Det er svært at sige. Lige nu siger min mavefornemmelse mig, at han bliver i Danmark, men tingene kan gå meget hurtigt, og vi holder alle muligheder åbne.

28-årige Brandao spillede 16 Superliga-kampe og scorede et enkelt mål for Vendsyssel FF i efteråret.