Video : Tipsbladet
Superliga

Transferplanen: Venter der nye bud på Brøndbys Simon Tibbling?

Skal der købes spillere, og skal der sælges? Tipsbladet.dk analyserer løbende frem mod vinduets lukning de 14 Superliga-klubbers transferplaner. Her sættes fokus på Brøndby IF.

Brøndby IF ligger før forårssæsonen i Superligaen på tredjepladsen med 30 point, men der er hele 14 og 17 point op til anden- og førstepladsen, så det bliver ikke i denne sæson, at klubben spiller med om guldet igen.

Det bliver ikke Troels Bech, der skal føre Brøndby gennem transfervinduet, da han flytter til Italien, i stedet bliver det Ebbe Sands funktion her i januar.

Vi sætter fokus på alle 14 Superliga-holds transferbehov – denne gang er der fokus på Brøndby IF.

Vinterens tilgange:
Simon Hedlund (Union Berlin)

Vinterens afgange:
Johan Larsson (Guingamp)
Uffe Bech (Hannover 96, lejeaftale udløbet)
Björn Kopplin (Randers FC)
Magnus Warming (Nykøbing FC, lejeaftale)

Kommende kontraktudløb:
Benjamin Bellot (30. juni 2019)
Benedikt Röcker (30. juni 2019)
Christian Enemark (30. juni 2019)
Gregers Arndal-Lauritzen (30. juni 2019)
Nikolai Laursen (30. juni 2019, lejeaftale)

Her kan der sælges:
Der er ikke super mange oplagte salgsemner i Brøndby IF, men på midtbanen er der et par stykker, som man bør nævne. Simon Tibbling var i sommer genstand for bud fra andre danske klubber, og den svenske midtbanespiller kan igen være en spiller, der bliver kigget på fra ind- og udland. Simon Tibblings repræsentant, Per Jonsson, har ved flere lejligheder indikeret, at midtbanespilleren er åben for et skifte, hvis muligheden byder sig.

En anden mulighed kan være Hany Mukhtar, der ikke havde sit bedste efterår og på et tidspunkt skal videre fra Brøndby. Det virker dog ikke helt til at være det optimale tidspunkt nu.

Filip Blazek kigger sig i øjeblikket om efter en ny klub og er ikke med i opstartsfasen i Brøndby. Slovakken har stadig halvandet år igen af sin aftale med Brøndby, men det ser ikke ud til, at der er en fremtid på den københavnske Vestegn. Gregers Arndal-Lauritzen lader angiveligt heller ikke til at indgå i de langsigtede planer på den københavnske Vestegn, hvor han har fået fri til at træne med andetsteds.

Brøndby har netop forlænget aftalen med Kamil Wilczek, der dermed får to år mere hos de blå-gule. Troels Bechs sidste stempel som sportsdirektør i Brøndby. Defor giver det ikke den store mening at sælge polakken. Ante Erceg har ikke levet op til forventningerne, men det virker umiddelbart for tidligt at sende ham videre - kroaten har formentlig haft behov for en tilvænningsperiode.

Her kan der købes:
Højrebacken kan være et sted, hvor Brøndby leder efter forstærkning. Jens Martin Gammelby har været skadet i en del af efteråret, og Alexander Zorniger har ved flere lejligheder gjort opmærksom på, at Gammelby skal komme i omdrejninger. Johan Larsson er skiftet til Guingamp, og dermed hedder Gammelbys konkurrent på backen Kevin Mensah. Mensah, der er angriber, skal ifølge Zorniger prøves på backen. Han sad ude hele efteråret med en korsbåndsskade og mangler meget for at blive helt fit igen.

I angrebet har Brøndby også haft visse udfordringer, og der kan være en spiller, som bliver ledig, der passer til Alexander Zornigers planer, nu hvor Uffe Bech har forladt klubben, efter sin lejeaftale løb ud. Omvendt kan man sige, at klubben i Wilczek, Erceg, Mikael Uhre og Nikolai Laursen har angribere nok - specielt fordi Kevin Mensah også kan spille forrest.

Både sportsdirektør Ebbe Sand og træner Alexander Zorniger har af gode grunde et godt netværk i Tyskland, og Simon Hedlund, der kan spille på kanten og som offensiv midtbane, er hentet i tysk fodbold hos Union Berlin.

Senest har der været rygter om Brøndby-interesse i den norske midtbanespiller Tobias Børkeeiet, 19 år, fra Stabæk.

Citatet:
Sportsdirektør Ebbe Sand til tipsbladet.dk:

- Vi har gang i nogle ting, uden jeg kan komme ind på konkrete positioner. Hvis vi får mulighed for at forstærke truppen, så gør vi det helt sikkert, men det er ikke sådan, jeg forventer, at der kommer til at ske helt vildt meget.

Nøglepersoner:
Alexander Zorniger, cheftræenr
Ebbe Sand, sportsdirektør
Jesper Jørgensen, administrerende direktør
Jesper Møller, bestyrelsesformand
Jan Bech Andersen, ejer