Video : Tipsbladet
Superliga

Nyt ansigt i Brøndby: Tester U-landsholdsspiller

Den 18-årige defensiv-spiller Luke Singh fra Trinidad & Tobago træner med på Vestegnen de næste 10 dage.

Brøndby IF møder senere onsdag ind til årets første rigtige træning frem mod foråret i Superligaen, og selv om Alexander Zorniger ikke har nyindkøb i truppen indtil videre, er der alligevel et nyt ansigt, når tyskeren kigger i omklædningsrummet.

Klubben fra den københavnske Vestegn skriver nemlig på sin hjemmeside, at den de kommende 10 dage tester U-landsholdsspiller Luke Singh fra Trinidad & Tobago, der til dagligt spiller for U19-holdet i den canadiske klub Toronto FC.

18-årige Luke Singh er født i Ontario i Canada, men har valgt at repræsentere Trinidad & Tobagos landshold - i efteråret spillede han for nationens U20-landshold.

Brøndbys testspiller kan både gøre sig som forsvarsspiller og på den defensive midtbane, og det bliver interessant at se, om han overbeviser så meget, at Alexander Zorniger og Ebbe Sand - klubbens nye sportsdirektør - vælger at veksle testperioden til en permanent kontrakt.

Allerede den 13. januar møder Brøndby BSF i årets første testkamp, og her kan Luke Singh måske komme i spil.