Video : Tipsbladet
La Liga

Griezmanns straffescoring sikrede smal Atletico-sejr

Atletico Madrid løb med alle tre point, da de søndag eftermiddag tog imod Levante.

Efter at have spillet uafgjort mod henholdsvis Sevilla og Girona, sikrede Atletico Madrid deres første sejr i 2019, da de besejrede Levante 1-0 søndag eftermiddag.

Fra kampens start var det Atletico Madrid, der var farligst og fik lagt bedst pres på gæsterne. Og det resulterede også i en scoring af Koke efter 12. Målet blev imidlertid efterfølgende annulleret af VAR.

Atletico forsatte dog med at være i kontrol, og de fik spillet sig frem til et par fine chancer. De fik dog ikke scoret i løbet af kampens første halvleg, og først efter pausen kom det, der viste sig at være sejrsmålet.

Ti minutter inde i anden halvleg havde Levantes Vukcevic hånd på bolden i eget felt, hvilket dommeren takserede til et straffespark. Det tog Antoine Griezmann sig af, og han satte bolden i nettet uden problemer.

Det blev kampens første og sidste mål, og Atletico Madrid løb dermed med en smal 1-0-sejr. 

Med sejren holder Atletico Madrid fast i andenpladsen i La Liga, hvor de har hentet 38 point efter 19 kampe. Det er to færre end Barcelona på førstepladsen og fem mere end Sevilla på tredjepladsen – både Barcelona og Sevilla har dog kun spillet 18 kampe.