Video : Tipsbladet
Benelux

Udskældt Bubacarr Sanneh: Jeg respekterer fansenes holdning

Bubacarr Sanneh har fået voldsom kritik for sine præstationer for Anderlecht i denne sæson. Nu svarer han igen.

Bubacarr Sanneh var med afstand én af de bedste midtstoppere i dansk fodbold i sidste sæson - hvis ikke den allerbedste - og han vil for altid blive husket i FC Midtjylland for den afgørende scoring i udesejren over Brøndby IF - en sejr, der var med til at grundlægge mesterskabet.

I sommerens transfervindue blev Sanneh solgt for cirka 60 millioner kroner til den belgiske storklub Anderlecht, men her har gambieren haft en svær start. Har man bladret belgiske medier igennem i løbet af efteråret, har der tegnet sig et klart billede af, at Sanneh har præsteret svagt for Anderlecht, og klubbens fans har heller ikke mange roser til overs for den tidligere Superliga-profil.

De kritiske røster er naturligvis også kommet midtstopperen for øre. 

- Sådan er fodbold. Jeg er nødt til hele tiden at have fokus på næste kamp - niveauet i Belgien er meget højere end i Danmark, og det skal jeg vænne mig til, siger Bubacarr Sanneh til La Derniere Heure og tilføjer om kritikken fra fansene:

- Jeg respekterer deres holdning. Selv de bedste får kritik, men jeg føler mig ikke presset. Klubben har købt mig, fordi de ser noget i mig.

Bubacarr Sanneh startede sæsonen som fast mand i Anderlecht, men i slutningen af november røg han ud i kulden og missede de sidste seks ligakampe i kalenderåret. Han har kontrakt med belgierne frem til sommeren 2023.