Tidligere SønderjyskE-keeper tæt på skifte til engelsk klub
Foto: Getty Images
Superliga

Tidligere SønderjyskE-keeper tæt på skifte til engelsk klub

Målmanden Reice Charles-Cook er tæt på at vende tilbage til engelsk fodbold.

Ude godt, hjemme bedst.

Efter små tre måneder i dansk fodbold og SønderjyskE er den engelske målmand med en fortid i Arsenal, Bury Coventry og Swindon Reice Charles-Cook tæt på at vende tilbage til engelsk fodbold.

Målmanden, 24 år, skiftede til SønderjyskE den 4. oktober på en aftale, der løb frem til årsskiftet.  Den aftale blev ikke forlænget, og i stedet er keeperen nu tæt på at skifte til Shrewsbury Town fra League One, den tredjebedste række i England.

Det er det engelske medie Shropshire Star, der fortæller, at målmanden er nær et skifte til klubben, der mangler noget konkurrence på posten, efter Huddersfield trak Joel Coleman tilbage - han var udlejet til Shrewsbury.

Charles-Cook var ifølge mediet på tribunen, da klubben tabte 0-3 i ligaen til Charlton lørdag. Her havde klubben 45-årige Danny Coyne - der er en af Shrewsburys assistenter - siddende på bænken som reservekeeper. Ikke just en holdbar løsning.

Den tidligere SønderjyskE-keeper bliver ikke klar til at spille i FA Cup mod Stoke tirsdag, men han ventes klar til at spille i weekenden, hvis altså papirarbejdet går igennem.

Reice Charles-Cook nåede en enkelt kamp for SønderjyskE - det var i Sydbank Pokalen.