Video : Tipsbladet
Generelle

Mourinho om Salah-salg: Han ville ikke vente

José Mourinho havde store forventninger til Mohamed Salah, da portugiseren var manager for ham i Chelsea. Men den nuværende Liverpool-spiller ville hellere skifte i jagten på spilletid

Mohamed Salah er i dag en af de største fodboldstjerner i verden, og han har det seneste halvandet år tager Premier League med storm. Men det er ikke første gang, han er at finde i en engelsk topklub. Da Salah var 21-år blev han hentet til Chelsea af London-klubbens tidligere manager José Mourinho.

Og den karismatiske portugiser så et stort talent i den unge Salah, som havde imponeret Mourinho, da Chelsea mødte FC Basel i Champions League. Derfor pressede han klubben til at købe Salah fri af den schweisiske klub, selvom the Blues allerede havde store talenter på kanterne i form af Eden Hazard og Willian. 

Det fortæller José Mourinho til BeIN Sports ifølge Goal. Her sætter han ord på, hvorfor han i første omgang hentede Salah til Stamford Bridge, og påpeger, at han var den første til at se hans talent.

- Folk prøver at kalde mig træneren, der solgte Salah. Jeg er træneren, der købte Salah. Så de er helt forkert på den. Jeg spillede mod Basel i Champions League. Salah var en knægt i Basel. Når jeg spiller mod et hold, analyserer jeg holdet og spillerne i et godt stykke tid. Og jeg blev forelsket i knægten. Jeg købte knægten.

- Jeg pressede klubben til at købe ham, og vi havde allerede fantastiske offensive spillere - Hazard og Willian. Vi havde store talenter. Men jeg sagde, at de skulle købe ham. 

Modsat hvad folk tror, var det dog ikke Mourinho, som pressede Salah ud af klubben. Faktisk havde han store planer for kantspilleren, som han på ingen måde havde givet op på. Men han bøjede sig for Salahs ønske om spilletid, og sendte ham til italien for at give ham mere erfaring.

- Han var kun en knægt i London. Han var en fortabt knægt i en ny verden. Vi ville arbejde med ham, gøre ham bedre og bedre. Men han ville hellere ud og have spilletid i stedet for at vente. Så vi besluttede os for at sende ham på lån i en kultur, han kendte godt. Italien. Taktisk fodbold, fysisk fodbold. Et godt sted at spille. Fiorentina er en god klub at spille for, hvor der ikke er presset ved at spille med om titler. Så vi besluttede os for at sende ham derhen. 

Derfor gør Mourinho i dag meget ud af at understrege, at det absolut ikke var hans idé at sælge Salah, der efter at have imponeret for Fiorentina blev solgt til AS Roma.

- Da klubben besluttede sig for at sælge, var det ikke mig. Jeg købte ham, jeg solgte ham ikke.

Efter at Salah blev en stor stjerne i Serie A, blev han forrige sommer købt af Liverpool. Her er han blevet en endnu større stjerne, og var blandt andet med til at tage klubben til Champions League-finalen i sidste sæson. I denne sæson spiller han ligeledes en stor rolle på det Liverpool-hold, der i øjeblikket fører Premier League og som også er videre til 1/8-finalerne i Champions League, hvor de skal møde Bayern München.