Video : Tipsbladet
Benelux

Nissen-konkurrent overvejer fremtiden: Må se, hvad der kommer til at ske

Hollænderen Joel Veltman, der er vendt tilbage efter en alvorlig skade, vil først til sommer tage en beslutning om sin fremtid.

Han har siddet ude hele sæsonen med en skade, men når ligaen i Holland går ind i forårssæsonen, er Joel Veltman igen i betragtning, da han så småt er kommet sig over den skade.

Men det er slet ikke sikkert, der er minutter til Veltman, når han er 100 procent klar, for afløseren Noussair Mazraoui har gjort det glimrende på højrebacken, og 21-årige Rasmus Nissen Kristensen står også klar til at spille.

Danskeren spillede ikke meget i efteråret, men gjorde det sådan set okay, når han fik chancen, men der er i hvert fald ikke plads til, at tre højre backs kan tilfredsstilles med spilletid, og derfor er sommeren et godt tidspunkt for en af dem at tage videre.

Og det kan godt blive Veltman, der til sommer kun har et år igen af sin aftale med klubben.

- Jeg kigger ikke længere end til sommer. Jeg vil gerne spille så mange minutter så muligt, og så må vi se, hvad der kommer til at ske til sommer, siger den hollandske højre back, 27 år, til Voetbal International.

- Når man kun har et år igen af aftalen, sætter man sig normalt til bordet og tager snakken. Det kan være, jeg bliver et år mere, det kan være, jeg skal væk. Jeg ved det ikke, siger forsvarsspilleren.

Joel Veltman er ikke højre back af natur - han var egentlig midterforsvar, men blev af nød flyttet ud på backen, hvor han sådan set har gjort det hæderligt. Han er stærkere end de to andre højre backs defensivt, men omvendt er det heller ikke meget, han kan byde ind med offensivt.

Veltman har siddet ude i ni måneder indtil videre med den alvorlig knæskade.

Ajax ligger før forårssæsonen i Eresdivisie nummer to et par point efter topholdet PSV - klubben indleder foråret søndag med et opgør hjemme på Johan Cruijff Arena mod Heerenveen.