Video : Tipsbladet
Premier League

Cardiff frygter det værste for rekordkøbet Sala: Flyet er forsvundet

I går forsvandt et lille fly på vej fra Nantes i Frankrig til Cardiff i Wales. Det frygtes, at Cardiff Citys rekordkøb, Emiliano Sala, var en af de to menneske ombord.

I sidste uge købte Cardiff City den argentinske angriber Emiliano Sala for det største transferbeløb i klubbens historie, og det var meningen, at han skulle møde ind hos sin nye arbejdsgiver i dag. Men i stedet frygter Premier League-klubben det værste.

Mandag forsvandt et lille fly fra radarer i Den Engelske Kanal. Siden har redningsfartøjer og -helikoptere ledt forgæves efter flyet, som var på vej fra Nantes, som Sala skiftede fra, til Cardiff. Det skriver BBC.

Der var kun to personer ombord på, og kilder hos det franske politi siger til nyhedsbureauet AFP, at den ene var Emiliano Sala.

Flyet, som går under navnet Piper Malibu, mistede radarkontakt tæt på et fyrtårn på den lille kanalø Alderney omkring klokken 20.30 mandag aften. Selv om det regnede og blæste på det tidspunkt, var det ifølge det britiske meteorologiske institut ikke noget usædvanligt.

- På daværende tidspunkt var der nogle byger, men ikke noget for intenst. Vindhastigheden var heller ikke så alvorlig, gennemsnitshastigheden var omkring 15-30 miles i timen (6,7 - 8,9 meter i sekundet, red.), siger meteorologen Mark Wilson til engelske medier.

Det falder inden for det, som DMI definerer som frisk vind.

Cardiff City har endnu ikke meldt noget officielt ud angående Sala.