Video : Tipsbladet
Ligue 1

Tuchel vil have ny midtbanespiller til PSG i januarvinduet

Situationen er ved at blive alvorlig i PSG forud for holdets opgør mod Manchester United i Champions League.

I PSG har man problemer med at finde spillere til midtbanen efter Marco Verratti blev ramt af en skade. Det er selvom holdet råder over Adrien Rabiot, men da han ikke ønsker at skrive under på en ny kontrakt er han blevet frosset ud af truppen på ordre fra klubbens øverste ledelse.

Derfor lader det nu til, at den franske hovedstadsklub er på jagt efter en ny spiller i dette transfervindue. Det gør klubbens tyske cheftræner Thomas Tuchel klart ved pressemødet forud for deres kamp mod Strasbourg onsdag.

- Det er slutningen af januar, og vi har behov. Vi har mistet Adrien Rabiot, Lass Diarra og Marco Verratti, og situationen er ikke blevet forbedret, siger han og fortsætter:

- Vi står ved beslutningen om Rabiot, da Marco kommer tilbage om et par uger, så vi har vores oprindelige valg. Vi har klaret os med at have Dani Alves på pladsen, men det her er meget, meget alvorligt for os. Jeg ved, hvem jeg vil have, men jeg kan desværre ikke sige det, lyder det fra Tuchel.

På rygtebasis har Napolis Allan og Watfords Abdoulaye Doucoure dog været nævnt som muligheder for de franske mestre.

PSG står overfor en meget afgørende duel med Manchester United i Champions League-ottendedelsfinalen i næste måned, hvor de altså mangler alternativer til midtbanen.