Superliga-klubber lurer på Fredericia-topscorer
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Superliga-klubber lurer på Fredericia-topscorer

Flere Superliga-klubber viser interesse for Fredericias topscorer Christian Sørensen, der har kontraktudløb til sommer.

FC Fredericias midtbanespiller Christian Sørensen kan være på vej mod et skifte til den danske Superliga.

26-årige Christian Sørensen er aktuelt på kontrakt i FC Fredericia, hvor han har scoret otte mål i efterårets 19 kampe i NordicBet Ligaen, men fremtiden kan meget vel ligge i Superligaen.

Christian Sørensen har således kontraktudløb til sommer, og flere danske Superliga-klubber viser aktuelt interesse for midtbanespilleren. Det erfarer tipsbladet.dk.

- Min fremtid er uafklaret. Jeg har ikke skrevet under på en forlængelse med Fredericia, for vi har ikke kunne blive enige. Jeg er selvfølgelig åben for det meste, og jeg vil gerne spille på så højt niveau som muligt. Jeg har ambitioner om at spille Superliga fra sommer, men om det bliver for Fredericia eller en anden klub, er uafklaret lige nu. Jeg håber, at der snart falder noget på plads, så jeg har noget at forholde mig til. Men lige nu er jeg i en god situation efter en god halvsæson, hvor vi ligger godt til med Fredericia. Det har også skabt noget interesse udefra, som jeg må forholde mig til, siger Christian Sørensen til tipsbladet.dk.

Tidligere har Christian Sørensen spillet for både OB og Silkeborg, men siden 2017 har han altså været tilknyttet Fredericia, hvor han har været en profil på Jonas Dals mandskab i denne sæson, hvor klubben overvintrer som nummer tre i NordicBet Ligaen.