Video : Tipsbladet
Premier League

Arsenal-keeper efterlyser flere sejre på udebane

Hvis Arsenal skal gøre sig forhåbninger om top fire, skal der ifølge Bernd Leno hentes flere point på udebane.

Med 3-1-nederlaget til Manchester City søndag har Arsenal kun vundet fire ud af 12 kampe på udebane i denne sæson, og især i kampene mod de andre top fire-kandidater er London-klubben nødt til at skaffe flere point.

- Vi skal bruge sejre i kampe som den i dag for at komme tilbage til top fire, men jeg synes stadig, at vi er i en god position til at nå det, siger keeper Bernd Leno til Arsenal.com.

Den tyske keeper mener, at hvis målet om top fire skal opnås, så skal holdets resultater på udebane forbedres markant.

- Vi har stadig store kampe i vente, og jeg tror, at vi skal bruge flere udesejre, for vi er gode på hjemmebane, men jeg tror, at hvis vi skal i top fire, så skal vi vinde flere kampe på udebane, fortsætter den 26-årige målmand.

Nederlaget placerer Arsenal på Premier Leagues sjetteplads med tre point op til Chelsea, som lige nu ligger på fjerdepladsen, der giver adgang til Champions League.