Tidligere Vejle- og SønderjyskE-spiller træner med hos OB
Foto: Allan Høgholm/Getty Images
Superliga

Tidligere Vejle- og SønderjyskE-spiller træner med hos OB

Nicolaj Madsen har fået lov til at holde formen ved lige hos OB, hvor han træner med i resten af ugen.

Det seneste halve år er ikke forløbet, som Nicolaj Madsen havde ønsket det.

I slutningen af august fik han ophævet sin kontrakt med Vejle Boldklub, fordi han ønskede mere spilletid, og kort efter luftede han et ønske om at prøve sig af i udlandet. I stedet måtte han dog tage til takke med en kortvarig kontrakt hos HB Køge.

Nu står den 30-årige midtbanespiller igen uden kontrakt, men alligevel befinder han sig i denne uge hos en Superliga-klub.

Det er OB, der har givet den tidligere SønderjyskE-spiller lov til at træne med i resten af denne uge. Det kan den fynske Superliga-klub oplyse på sin hjemmeside.

Nicolaj Madsen er et velkendt ansigt for OB-træner Jacob Michelsen, som tidligere har arbejdet med midtbanespilleren i SønderjyskE. Der er umiddelbart ikke lagt op til, at træningerne skal kaste en kontrakt af sig.

I løbet af sin karriere har Nicolaj Madsen spillet 172 Superliga-kampe fordelt over HB Køge, SønderjyskE og Vejle Boldklub.