Video : Tipsbladet
Premier League

Klopp sigtet af det engelske fodboldforbund for dommerkritik

Jürgen Klopps kommentarer om dommer Kevin Friend bliver nu til en sag.

Det engelske fodboldforbund, FA, holder ikke igen med sager, hvis dommerne bliver udsat for spidse kommentarer i interviews fra de forskellige managere i den bedste engelske række. Nu er turen kommet til Liverpools Jürgen Klopp.

FA har valgt at sigte Klopp efter de udtalelser, han kom med efter Liverpools 1-1-kamp mod West Ham 4. februar, hvor Kevin Friend var dommer.

Det var dog ikke, fordi Friend havde været alt for venlig mod Liverpool, at Klopp valgte at beklage sig. Det skriver det engelske medie Sky Sports, som Klopp ligeledes udtalte sig til efter West Ham-opgøret.

- Vi havde gode momenter, hvor vi kom godt frem igennem kanalerne, og vi scorede et mål. Det har jeg fået at vide var offside, og det forklarer anden halvleg en smule, sagde han og fortsatte:

- Dommeren vidste det helt sikkert også, og så kunne man se en række af underlige situationer. De var ikke afgørende, men de bryder rytmen, og det hjalp os naturligvis ikke, lød det fra Klopp, som tilføjede, at hvis han selv havde lavet en fejl i første halvleg, så ville han som menneske ikke gøre det værre i anden halvleg.

Klopp har nu indtil 18. februar til at komme med et forsvar i sagen.