Manchester United spillede sig som det sidste hold videre i FA Cuppen, da de slog Chelsea på udebane mandag aften. Kort efter blev der trukket lod til kvartfinalerne, og her kom der Premier League-modstand til United-holdet.
De blev nemlig trukket sammen med Wolverhampton, som havde slået Bristol City ud med en 1-0-sejr.
Foruden Manchester United, så er der kun én yderligere klub tilbage i turneringen, som hører til i toppen af engelsk fodbold. Det er Manchester City, som skal møde Michael Laudrups tidligere klub, Swansea.
Pep Guardiolas City-mandskab er desuden klar til kvartfinalen efter en pligtsejr på 4-1 over Newport.
De to øvrige kampe er mellem Millwall og Brighton samt Watford og Crystal Palace.
Kampene bliver spillet over weekenden efter fredag 15. marts.