Video : Tipsbladet
Champions League

Danmark får ikke to klubber i Champions League

Det danske håb om at få to pladser i Champions League til 2020/2021-sæsonen er nu slukket.

De danske klubber er færdige i europæisk sammenhæng for denne sæson, men det har alligevel været værd at holde et nøje øje med, hvad der er foregået i Europa League, og særligt interessant har det været at se, hvordan Dinamo Zagreb har klaret sig.

Nu er der dog ikke grund til at have fokus på den kroatiske klub længere.

Indtil nu har Danmark haft mulighed for at få to klubber med i kvalifikationen til Champions League i 2020/21-sæsonen, men det er nu ikke længere en mulighed, da Dinamo Zagreb torsdag aften vandt 1-0 på hjemmebane mod Benfica og samlede flere point sammen.

Dermed bliver Danmark overhalet af Kroatien på koeffecientlisten, og 15. pladsen på listen er nu uden for Danmarks rækkevidde. Det er netop 15. pladsen, som giver adgang til, at to klubber får en chance i Champions League-kvalifikationen.

Danmark har haft en dårlig europæisk sæson, hvor der blot er blevet samlet 4,875 point sammen, hvilket er det dårligste pointantal i fire sæsoner.