Video : Tipsbladet
Superliga

Redningsmanden Yttergård: Vi ved godt, at vi var lidt heldige

Ulrik Yttergård Jenssen blev helten midtvejs i anden halvleg, da han heroisk fik blokeret en afslutning, der allerede havde passeret målmanden.

Det unge FC Nordsjælland-mandskab formåede med hiv og sving at sikre top seks med en sen 1-0-sejr i Hjørring. Det kunne være gået anderledes, hvis ikke norske Ulrik Yttergård Jenssen havde reddet et skud fra Jón Thorsteinsson, som egentlig havde passeret Nicolai Larsen.

- Vi ved godt, at vi var lidt heldige i går, men det skal man også være i så tætte afgørelser. Nu er vi der, og nu er alt muligt, siger en lettet Yttergård Jenssen til FCN.dk.

Nordmanden er stolt over, at det unge hold kunne leve op til målsætningen om top seks, og nu handler det om at arbejde videre for at gøre det så godt som muligt i de sidste ti kampe og potentielt spille med om bronzemedaljerne.

FC Nordsjælland er på mesterskabsspillets sjette- og sidsteplads, men de har kun seks point op til OB på tredjepladsen.