Video : Tipsbladet
Landshold

Ekstremt glade Bruun Larsen: Alle kan huske deres første landskamp

Det er kæmpestort, og Jacob Bruun Larsen er ekstremt glad og stolt over, at han i går debuterede for Danmarks A-landshold. Det kommer han til at huske.

For de fleste tilskuere og nok også for de fleste landsholdsspillere er gårsdagens kamp mod Kosovo glemt, inden næste runde af klubfodbolden begynder igen. Men særligt én dansker kommer til at huske opgøret til evig tid.

Jacob Bruun Larsen er for første gang med A-landsholdet, og han startede endda inde. Så selv på en aften, hvor "absolut alt" ifølge landstræneren kunne have været bedre, og Danmark skuffede, var Dortmund-spilleren i godt humør efterfølgende.

- Det er kæmpe stort. Jeg tror, at alle drengene her kan huske deres første landskamp, så det kommer jeg også til. Det er forhåbentlig en af mange. Jeg er ekstremt glad og stolt og utroligt taknemmelig for den her chance, sagde han ifølge TV2 Sport.

20-årige Bruun Larsen fik 77 minutter, inden han blev skiftet ud til fordel for Christian Gytkjær. På det tidspunkt var Danmark bagud 2-1.

Jacob Bruun Larsen var ellers udset til endnu en tørn med U21-landsholdet under denne landsholdspause, men da Robert Skov gik i stykker i søndags, blev han flyttet op på Åge Hareides mandskab. De to øvrige mulige debutanter, Joachim Andersen og Philip Billing, kom ikke på banen.

Næste chance for spilletid er på tirsdag, når landsholdet indleder EM-kvalifikationen ude mod Schweiz.