Bayern München forbereder rekordsættende transfervindue
Foto: Christian Kaspar-Bartke/Getty Images
Bundesliga

Bayern München forbereder rekordsættende transfervindue

Niko Kovač kan se frem til at få 1,5 milliarder kroner til nye spillere, når transfervinduet åbner igen til sommer. I denne sæson der der blot brugt 75 millioner kroner

De har aldrig været vant til at spendere store summer på spillere i Bayern München, men tiden hvor pengene bliver i klubkassen kan se ud til at være ovre. For klubben har besluttet sig for at igangsætte en foryngelse at truppen, og de er klar til at betale mange penge undervejs i processen.

I går blev det offentliggjort, at klubben har hentet den franske verdensmester Lucas Hernández i Atletico for cirka 600 millioner kroner, og derudover er der også allerede skrevet kontrakt med en anden af Frankrigs VM-vindere, Stuttgarts Benjamin Pavard, der ligeledes ankommer til sommer.

Købet af Hernández for 600 millioner kroner er den dyreste transfer i Bayern Münchens historie, og klubben kan meget vel slå endnu end rekord i det kommende transfervindue. For selvom der allerede er brugt mere end 850 millioner kroner på Hernández og Pavard, er den tyske gigant slet ikke færdig med at handle.

Det fortæller klubpræsident Uli Hoeneß ifølge den spanske avis Marca. 

- Vi er startet på en proces med at gøre holdet yngre, og den kommende sommer vil være den største investering i spillere i Bayern Münchens historie, afslører Hoeneß.

Budgettet ligger angiveligt på hele 200 millioner euro, cirka 1,5 milliarder kroner. Det er måske ikke i samme størrelsesorden som hos andre europæiske storklubber, hvor eksempelvis Paris Saint-Germains køb af Neymar lød på 1,6 milliarder kroner. 

Men for Bayern München er der tale om kolossale summer at bruge på spillerkøb. I de seneste to transfervinduer har klubben i alt kun brugt 10 millioner euro, som blev brugt på at hente det 18-årige stortalent Alphonso Davies i den canadiske klub Vancouver Whitecaps. 

Blandt de spillere, som Bayern München eftersigende kigger på er  Ajax's Hakim Ziyech, Eintracht Frankfurts Luka Jovic samt Kai Havertz og Julian Brandt fra Bayer Leverkusen. Derudover melder den tyske avis Bild, at de allerede er nået til enighed med RB Leipzig om et køb af angriberen Timo Werner. De skal erstatte aldrende spillere som Franck Ribery og Arjen Robben, der stopper i klubben til sommer.